Om Smagserindringer
Mit navn er Yvon Lefeuvre. Jeg er født i Angers ved Loire dalen i Frankrig i 1960, hvor jeg fik min kokkeuddannelse på 'Le Vert d'Eau', en Michelin-stjerne restaurant. Derfra tog skæbnen mig videre på en gastronomisk rejse til Paris og senere til Danmark, hvor jeg bosatte mig i sommeren 1980, og siden da? Ja, det er en lang historie, som jeg har dokumenteret og som du kan læse om i min bog, Smagserindringer.
Mit mål med bogen er at formidle mine tre vigtigste interesser, at lave mad, tegne og skrive, i et samlet værk som arvestykke til mine slægtninge og til alle madglade mennesker, der beværter gæster, venner og familie.
Som noget nyt og meget utraditionelt har jeg skrevet bogen i hånden, på et sprog der ikke er mit modersmål, nemlig dansk. I bogen har jeg noteret 750 opskrifter, lavet 480 børnevenlige tegninger og givet liv til mine erindringer. Hele arbejdet tog mig i ro og mag 4 år og projektet brugte jeg som Art Therapy efter en kræftsygdom i 2016, hvor mine smagsløg blev beskadiget på grund af strålebehandling. I sandhed la mélancolie.
Gennem en læseværdig gastronomisk bibel på 1200 sider, vil jeg tage dig med ind i et helt nyt og unikt madunivers, aldrig før set. Kom med på en kokkerejse, med et særligt fokus på Loire-dalen, hvor jeg vil give dig et indblik i et nyt fransk rejsemål. Med fire årtiers gastronomiske fortællinger, ønsker jeg at sprede inspiration og glæde i dit køkken med opskrifter og anekdoter fra komfuret. Jeg vil give dig lyst til at bruge alle dine sanser, din kreativitet og i form af gode måltider give lykken videre.
God læselyst!
Yvon Lefeuvre.